Fejring af fødselsdage

Da jeg var barn kunne ordet fødselsdag sende bølger af forventning gennem mig Her var en dag, med gaver, men i modsætning til Julen, så var denne dag min helt egen. Forløbet forblev det samme år efter år. Selvfølgelig med nogle varianter, men grundlæggende det samme.

Man blev vækket om morgenen med sang, gaver og pandekager og senere på dagen stod den så på lagkage, nybagte boller og varm kakao. Naturligvis serveret med det altid-obligatoriske slik.

Da jeg begyndte i skole skulle der naturligvis holdes fødselsdag for klassen, og jeg husker specielt en hvor min far virkelig havde lagt sig i selen. Der blev serveret pølsehorn, både med kylling og svinekød, minipizzaer, ikke pizzasnegle, nej minipizzaer med forskelligt fyld og mini hamburgers med hjemmebagte miniburgerboller, lavet på en elektrisk bordgrill.

Den fødselsdag var en succes.

Som man blev ældre ændrede disse børnefødselsdage sig. Nu var det typisk bare et par af mine bedste venner og veninder der blev inviteret med. Det var, så vidt jeg husker, ikke noget bevidst valg, det var bare sådan det blev. Men forløbet ændrede sig ikke.

 

Nyd fødselsdagen så længe den varer

Nu er jeg for længst flyttet hjemmefra, og går ikke så meget op i fødselsdag. Dog har jeg fået lyst til at invitere et par venner til en god middag, måske kombineret med en bytur, eller anden aktivitet, til min næste fødselsdag. Jeg var noget tom for ideer, så jeg besluttede mig for at Google rundt for at se om noget kunne inspirere mig. Det kunne det. En klassisk fødselsdag bliver temaet.

Her er hvad jeg foreløbig har i tankerne; jeg inviterer et par af mine gode venner til en traditionel klassisk fødselsdagsmiddag med hygge og underholdning. Vi starter ud med en lille brunch, hvor nybagte boller, pandekagekage og varm kakao naturligvis vil indgå.

Til middag vil jeg servere rejecocktail og flutes, entrecote med hjemmelavede pommes frites og bearnaise. Og så vil jeg slutte af med min yndlingskage; Othellolagkage. Ambitionen er at lave det meste selv. Selv bearnaisen vil jeg give mig i kast med, omend jeg vil sørge for at have noget backup pulver liggende.

Dertil vil jeg servere en god hvidvin, en god rødvin og nogle lækre drinks til dem der foretrækker det. Jeg er ikke den store vinkender, så gudsketakoglov for internettet.

Jeg vil nu takke af med et tillykke til alle fødselsdagsbørnene derude, nyd dagen så længe den varer!

Billede: Omer Wazir